23948sdkhjf

Giganter i stort samarbejde: Snart åbner den første af et "tocifret antal butikker"

Salling og Matinique vil i fællesskab åbne adskillige butikker i Danmark, og lige rundt om hjørnet venter den første af tre butiksåbninger i 2024

Det er over et halvt år siden, at det første gang blev offentligheden kendt. 

Men i slutningen af denne uge bliver et længe ventet projektsamarbejde mellem Salling og Matinique en realitet. 

Her åbner man nemlig den første af flere franchise-butikker under Matinique Concept Store-navnet. 

Det sker i Bruuns Galleri. 

Det skriver parterne i en fælles pressemeddelelse. 

- Vi har skabt et stærkt fundament i forbrugerens garderobe, og relationer er kernen i alt, hvad vi gør hos Matinique. Relationer til vores forhandlere, slutforbrugere, medarbejdere - og til vores produkter, udtaler Morten Dybdahl, Brand Director hos Matinique.

Salling

  • Salling driver to stormagasiner i Aarhus og Aalborg.
  • De dækker henholdsvis 22.000 og 17.500 m² - men omfatter også onlineshop, Salling.dk. 
  • Selskabet er ejet af Salling Group.
  • Direktør for Sallings stormagasiner er Marianne Bedsted, der også har ansvaret for franchisekoncepterne Starbucks og Carl's Jr. i Danmark. 

Kilde: Salling Group

Endnu tættere på kunderne

Butiksåbningen i Aarhus er den første af i alt tre annoncerede butikker - de to andre kommer i Rødovre Centret og på Fisketorvet "i løbet af efteråret". 

- Åbningen af konceptbutikkerne bringer os endnu tættere på vores kunder. En Matinique Concept Store i Bruuns Galleri er kun det første skridt mod en bredere tilstedeværelse nationalt og på sigt internationalt, konstaterer Morten Dybdahl. 

Matinique, der er en del af DK Company-koncernen, har en plan om - i fællesskab med Salling-stormagasinerne - at åbne "et tocifret antal butikker over de næste tre år". 

DK Company

  • DK Company-koncernen er en international koncern med en produktportefølje bestående af 26 brands, 16.000 engroskunder, 225 helt og delvist ejede detailbutikker samt en e-handels-platform. 
  • Omsætningen i 2022 landede på 4,6 mia. kr. 
  • Koncernen har selskaber i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Belgien, Tyskland, Frankrig, Holland, UK, Schweiz, Spanien, Canada, Kina samt repræsentation i Tyrkiet og Bangladesh.

Kilde: DK Company

- Vi kan se en tendens til, at kunderne har fokus på service og dybe sortimenter af de bedste brands. Det kan vi tilbyde i konceptbutikkerne, og derfor har vi fokus på, at det er de allerstærkeste brands, vi samarbejder med. Brands, der dels er dybt forankret i markedet allerede, men som ligeledes kigger mod innovation og fornyelse. Det rammer Matinique rent, udtaler Lars Højgaard, der er indkøbsdirektør i Salling. 

Matinique Concept Store i Bruuns Galleri har første åbningsdag 27. september. 

Parterne oplyser desuden, at "flere butikker" vil åbne dørene "i foråret og efteråret 2025. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.711